Galla i gymnasiet er en stor ting i dag, da det er den store afsluttende fest og ‘the end of an era’ for gymnasietiden. Det betyder derfor meget for mange af de gymnasiestuderende, der gerne vil gøre lidt ekstra ud af det. Man skal have skaffet sig en partner – nogle gange allerede i begyndelsen af 1.g. Derudover skal man tænke over det store udvalg af gallakjoler og jakkesæt, samt hvordan man gerne vil ankomme til festen. Sidst, men ikke mindst, skal man bare have styr på lanciers-dansen, så man ikke laver et forkert trin i en helt anden retning end man skulle.
Gallatøj
Det kan være svært at finde pænt gallatøj, der ikke ligner moster Gertruds aflagte pallietsag, selvom det koster en halv bondegård. Nogen foretrækker at finde sit gallatøj på internettet eller i en genbrugsbutik, mens andre foretrækker at få det syet til, så det passer ens figur korrekt. På internettet får man et større overblik over udvalget af forskellige balkjoler, hvor man både kan se ægte gallakjoler, cocktailkjoler og det, man i gamle dage ville kalde aftenkjoler. Mange unge i dag går dog også en rettere ukonventionel vej og vælger noget med kant, der ikke har den klassiske finhed over sig, men stadig er eksklusivt og moderne. Er man modeinteresseret kan det f.eks. være en kjole fra Cecilie Bahnsen eller Saks Potts, mens drengene kan vælge et farverigt slips eller et par mønstrede Gucci loafers.
Ankomst til galla
Det som mange gymnasiestuderende går op i, er selve ankomsten til galla. Det kan ikke længere være nok bare at blive kørt af mor i hendes lille Fiat Punto. Der skal noget ekstravagant eller bare noget anderledes til, som kan gøre én bemærket hos de medstuderende og deres familier, som står og ser på, når man ankommer. Derudover er ankomsten en oplevelse i sig selv, når man er til galla i gymnasiet, og derfor er det en vigtig del af planlæggelsen. Nogen vælger at ankomme i en flot, gammel veteranbil, mens andre vælger at ankomme i en dyr sportsvogn, i en traktor eller en lille vogn, hvor man selv har udsmykket den og evt. kaldt vognen et sjovt og mindeværdigt navn.
Øv dig på lanciers-dansen derhjemme
Hvis du ikke er så god til at huske eller bare vil være sikker på at dansen sidder i skabet, så prøv at øve dig derhjemme og om muligt også med din partner. Ingen har lyst til at komme helt ude af takt eller danse i en anden retning end de andre, når det gælder på selve dagen. Man kan altid søge på YouTube efter videoer med lanciers og øve sig efter det, hvis man ikke kan huske det, man har lært af underviserne.
Sidst, men ikke mindst, så husk at nyd din galla og slap af, og forsøg at lade være med at overtænke for meget, når gælder lanciers-dansen. Lad være med at sammenligne dit gallatøj med andres eller at tænke på, om du kunne have gjort mere eller mindre med din ankomst.